KPV og dets tre partnere
De fire ingredienser i KLOW var aldrig tænkt til at mødes. De stammer fra forskellige laboratorier, lande og spørgsmål. KPV, den del der gør blandingen særlig, har den mest usædvanlige oprindelse, så vi begynder der.
KPV: halen af et hormon
Alfa-MSH, kort for alfa-melanocytstimulerende hormon, er et naturligt budbringerstof med tretten aminosyrer. Det har fået navn efter sin mest kendte opgave: at få hudens pigmentceller til at blive mørkere. Med tiden lagde forskere mærke til, at det også så ud til at dæmpe feber og betændelse.
I slutningen af 1980’erne spurgte James Lipton og hans kolleger i Dallas, om hele hormonet var nødvendigt for den beroligende virkning. De afprøvede kun de tre sidste aminosyrer, lysin, prolin og valin, forkortet KPV. I et musestudie fra 1989 mindskede det lille fragment en hævelse i huden helt af sig selv. En pudsig detalje er, at KPV ikke ser ud til at behøve den sædvanlige alfa-MSH-receptor, der styrer pigmenteringen. Derfor blev det undersøgt som et betændelsesdæmpende stykke uden solbrunings-delen.
Senere arbejde gik i to retninger. Hudlæger i Münster i Tyskland undersøgte alfa-MSH og dets små fragmenter ved hudbetændelse. Fra 2008 viste Didier Merlins gruppe ved Emory University i Atlanta, at tarmceller kan optage KPV via en transportør ved navn PepT1. Det bragte peptidet ind i forskningen i kroniske tarmbetændelser.
GHK-Cu: kobberbæreren
GHK-Cu blev første gang isoleret fra menneskeligt blodplasma i 1970’erne. Dets største talent er at holde fast på kobber, et metal som flere af kroppens reparationsenzymer er afhængige af. Fordi det er billigt at fremstille og skånsomt mod huden, endte det i serummer og cremer længe før nogen tænkte på at blande det med andre forskningspeptider.
BPC-157: fra maven
BPC-157 blev beskrevet af forskere ved Zagrebs Universitet i Kroatien i begyndelsen af 1990’erne. Det er et udsnit af et større protein i mavesaften og bemærkelsesværdigt modstandsdygtigt over for syre. Meget af det tidlige arbejde handlede om mavesæk og tarme, hvilket giver et naturligt berøringspunkt med tarmforskningen i KPV.
TB-500: et laboratorienavn for et naturligt protein
Thymosin beta-4 er et protein, der findes i næsten alle celler, og som første gang blev karakteriseret i 1982. Det hjælper med at styre aktin, det indre stillads cellerne bruger til at bevæge sig. Øjenforskere undersøgte det senere på beskadigede hornhinder, hvor det også mindskede tegn på betændelse. »TB-500« er det navn, forskningshandlen bruger om syntetiske udgaver eller fragmenter af det.
En enkel tidslinje
- 1950’erne: strukturen af alfa-MSH, KPV’s moderhormon, bliver kortlagt.
- 1970’erne: GHK opdages i menneskeligt plasma, og kort efter bemærkes kobberbindingen.
- 1982: thymosin beta-4 karakteriseres kemisk.
- 1989: fragmentet KPV viser sig at mindske betændelse hos mus.
- Begyndelsen af 1990’erne: BPC-157 beskrives i Zagreb.
- 2008: to uafhængige grupper rapporterer, at KPV lindrer colitis hos mus.
- 2010’erne og 2020’erne: handlen med forskningspeptider begynder at sælge færdige blandinger, herunder firedelte blandinger som KLOW.